Svend har skrevet til mig:
Jeg boede i Vemb i årene 1958- 60, hvor jeg gik i 5., 6. og 7.
klasse. Min far var DSB-mand og vi kom fra Fredericia til Vemb, hvor
min far blev souschef på stationen. Dengang var Vemb banegård en
rigtig jernbanestation med en fornem stationsforstander, som havde
tjenestebolig på 1. salen i stationsbygningen. Og "fru
Stationsforstanderen" - ja, hun var om end endnu fornemmere, og
omgikkes kun med kæmnerfruen, lægefruen og dyrlægefruen. Byens eneste
lægekonsultation, som også rummede lægeboligen, lå dengang ved
banegårdspladsen, overfor stationsbygningen. Og kæmnerkontoret med
privatbolig blev i de år, hvor jeg boede i Vemb, indrettet i en
bygning ved banegårdspladsen, der vistnok havde været
stationsbygning for den private Lemvig-bane.
Jeg havde en god tid i Vemb, men det var
et kulturchok at komme dertil, og selv i dag, og efter at have boet
mange steder i Danmark og opholdt mig meget i udlandet, kan jeg stadig
undre mig over, at tiden stod så stille i Vemb, og at der var så store
sociale skel både i byen og i forholdet mellem byboer og dem, der kom
ude fra gårdene (det sidste mærkede man tydeligt i skolen).
For at komme til sagen: Postkortet med
storkeungerne i Vemb. Så vidt jeg ved afspejler dette billede lidt af
en sensation og historien er følgende:
Storkeparret havde fået unger i reden på
gæstgivergården (kroen), da en af forældrene blev fundet på engen ved
Storåen med brækket vinge. Gode råd var dyre, for fuglen kunne ikke
flyve, og man mente ikke at den anden stork ville blive ved ungerne,
hvis den var ene om opfostringen. Byens dyrlæge trådte til med
behandling af den brækkede vinge (fuglen havde vistnok vingen bundet
til kroppen i en periode), og raske folk flyttede hele storkereden med
unger ned fra taget af gæstgivergården og placerede den på en pæl i en
lille lukket gård bag gæstgivergården. Forsøget lykkedes - den
raske stork accepterede flytningen, og den tilskadekomne stork måtte
jo finde sig i at blive placeret i reden med "flyveforbud". Sommeren
over fik storkefamilien således kost og logi i gården - og jeg kan
love dig for, at de fik serveret fisk og frøer. Så vidt jeg husker
overlevede alle ungerne, og hele storkefamilien stak mod syd i
efteråret.
Jeg boede med min familie lige overfor
gæstgivergården i den såkaldte assistentbolig ved siden af
stationsbygningen (det hus, som jeg har hørt siden hen blev ombygget
til grillbar). Jeg var derfor regelmæssigt ovre og se til storkene.
og Bent
har skrevet til mig:
Jeg kom til Vemb i slutningen af 1959, så det med storkeungerne må
så kunne tidsfæstes til 1960 ud fra den periode, hvor Svend har boet i
Vemb.