Svend har skrevet til mig:
Jeg boede i Vemb i årene 1958- 60, hvor jeg gik i 5., 6. og 7. klasse. Min far var DSB-mand og vi kom fra Fredericia til Vemb, hvor min far blev souschef på stationen. Dengang var Vemb banegård en rigtig jernbanestation med en fornem stationsforstander, som havde tjenestebolig på 1. salen i stationsbygningen. Og "fru Stationsforstanderen" - ja, hun var om end endnu fornemmere, og omgikkes kun med kæmnerfruen, lægefruen og dyrlægefruen. Byens eneste lægekonsultation, som også rummede lægeboligen, lå dengang ved banegårdspladsen, overfor stationsbygningen. Og kæmnerkontoret med privatbolig blev i de år, hvor jeg boede i Vemb, indrettet i en bygning ved banegårdspladsen, der vistnok havde været stationsbygning for den private Lemvig-bane.

Jeg havde en god tid i Vemb, men det var et kulturchok at komme dertil, og selv i dag, og efter at have boet mange steder i Danmark og opholdt mig meget i udlandet, kan jeg stadig undre mig over, at tiden stod så stille i Vemb, og at der var så store sociale skel både i byen og i forholdet mellem byboer og dem, der kom ude fra gårdene (det sidste mærkede man tydeligt i skolen).

For at komme til sagen: Postkortet med storkeungerne i Vemb. Så vidt jeg ved afspejler dette billede lidt af en sensation og historien er følgende: 

Storkeparret havde fået unger i reden på gæstgivergården (kroen), da en af forældrene blev fundet på engen ved Storåen med brækket vinge. Gode råd var dyre, for fuglen kunne ikke flyve, og man mente ikke at den anden stork ville blive ved ungerne, hvis den var ene om opfostringen. Byens dyrlæge trådte til med behandling af den brækkede vinge (fuglen havde vistnok vingen bundet til kroppen i en periode), og raske folk flyttede hele storkereden med unger ned fra taget af gæstgivergården og placerede den på en pæl i en lille lukket gård bag gæstgivergården. Forsøget lykkedes - den raske stork accepterede flytningen, og den tilskadekomne stork måtte jo finde sig i at blive placeret i reden med "flyveforbud". Sommeren over fik storkefamilien således kost og logi i gården - og jeg kan love dig for, at de fik serveret fisk og frøer. Så vidt jeg husker overlevede alle ungerne, og hele storkefamilien stak mod syd i efteråret.

Jeg boede med min familie lige overfor gæstgivergården i den såkaldte assistentbolig ved siden af stationsbygningen (det hus, som jeg har hørt siden hen blev ombygget til grillbar). Jeg var derfor regelmæssigt ovre og se til storkene.